Jeg har modtaget nedenstående indlæg fra min kollega, Morten Pilebo, der har forestået commissioning af mødelokaler, hvor der var ekstraordinære krav til indeklima og akustik.
OLT
Det er moderne for virksomheder at øge deres grønne profil. En måde at gøre dette på, kan være at neddrosle mængden af oversøiske rejseaktiviteter, men samtidigt øge mængden af videokonferencer. Dette medfører selvfølgelig også besparelser på rejsekontoen samt på tidsforbruget til rejser.
Der er stor forskel på videokonferencer, lige fra et grumset billede fra et billigt webcam til meget avancerede løsninger med hele skærmvægge i omgivelser, der indrettes specielt til formålet.
Hewlett-Packard, HPs Halo koncept, er netop sådan en avanceret form for videokonference i HDTV kvalitet, hvor der ud selve kamera- og skærmdelen stilles krav til udseende af lokalet, tapet, møbler, loftshøjde o.s.v. samt indeklima, temperatur, træk m.m. samt akustik. Formålet er at søge den fuldkomne illusion af at være i samme rum med de personer, der i virkeligheden er langt væk.
Grontmij | Carl Bros Facilities Management afdeling har nu to gange stået som projektleder, projekterende og idriftsætter af Halo studier og som den primære kontakt til leverandørerne af IT-udstyret.
Opgaven har lydt forholdsvis enkel: Projekter, udfør og idriftsæt et fuldt udstyret Halo studie med ny direkte optisk fiber til et tilsvarende studie, der bygges et andet sted i verden! Med andre ord har vi stået for indbygningen af et ”lyd- og fjernsynsstudie” i en eksisterende bygning, med brug af de eksisterende installationer.
Placeringen har været et stort emne inden påbegyndelsen af hele processen. Vi bliver altid klemt på en eller anden størrelse når vi arbejder i en eksisterende bygning. Samtidigt er der de tekniske udfordringer, i det Halo konceptet stiller ekstremt høje akustiske krav bl.a. grundet de følsomme skjulte mikrofoner og højtalere. Studiet indeholder store serverracks, der udstråler en betydelig mængde varme, der skal køles og ventileres (hvilket larmer en del på grund af det store luftskifte).
De voldsomme mængder varme, som dels udstyret, dels de 12 mødedeltagere, som hvert studie er dimensioneret til, medfører udfordringer på flere fronter, Dels skal selve varmen skaffes bort, hertil har det ikke været muligt at trække kapacitet nok fra de eksisterende ventilationsanlæg. Derfor er der indgået et samarbejde med et kølefirma om leverance af specielt lydsvage fancoils.
Fancoils støjer og giver træk, men det er ved minutiøs planlægning og indregulering lykkedes at fjerne de 6 - 7 kW, som udvikles i rummet, så tilpas diskret, at de strenge kvalitetssikringskrav kunne honoreres.
Der blev indgået aftale med et automatik- køle- og ventilationsfirma dels om etablering og styring af fancoils og ventilation, dels om at sætte tid af til et længere indregulerings- og dokumentationsforløb end sædvanligt.
I selve commissioning forløbet har det været samarbejdet mellem Grontmij | Carl Bro og alle de involverede parter, der til slut har fået tunet alle Halo-studiets enkeltdele til at yde det optimale, så de relativt strikse krav til indeklima og akustik er honoreret.
Nu to måneder efter at vi har lavet to Halo-studier, rejser spørgsmålet sig: Hvad er læringen af denne proces? Jo, til trods for at der er tale om stort set ens videokonferencerum, er forholdene anderledes hvergang. Det kan det virke forholdsvis simpelt at ”copy-paste” et projekt ind et andet sted, men virkeligheden er en anden – det skal vi selvfølgelig fortælle vores kunder - udfyldning af hullet mellem teori og praksis – er det vel i grunden ikke commissioning?
/Morten Pilebo
Bygningskonstruktør & projektleder – Facilities Management
Grontmij | Carl Bro A/S
1 kommentar:
Tak for de interessante oplysninger
Send en kommentar